Danskerne får direkte rute til ny Kanarie-ø

Stranden i Puerto Naos på La Palma

La Palma er en af vinterens store nyheder hos Bravo Tours

Nu får danskerne en ny direkte ferierute, når de vælger ferie. Danmarks 3. største rejseselskab sætter en helt ny rute på programmet til øen La Palma – en rute, danskerne ikke tidligere har haft mulighed for at vælge.

De Kanariske Øer er evigt populære, og det bliver de ved med at være. Danskernes lyst til at rejse til Spanien er steget de seneste år, og det er let at mærke på efterspørgslen. Derfor har Bravo Tours sat en ny kanarie-ø på programmet, La Palma.

– Med vores nye rute, giver vi danskerne mulighed for at opleve en uspoleret ø, der uden tvivl er den smukkeste af De Kanariske Øer. Det bliver et helt nyt rejsemål for danskerne, for der har aldrig tidligere været en direkte rute hertil, siger Peder Hornshøj, der er adm. direktør i Bravo Tours.

Prisstærkt rejsemål

Han glæder sig samtidig over, at selskabet har fundet et godt alternativ til de mere kendte kanarie-øer som Gran Canaria og Tenerife, hvor der i disse år er et kæmpe stort pres på hotellerne, fordi hele Europa søger til kanarieøerne på grund af den mindre efterspørgsel på blandet andet Egypten og Tunesien.

– Den store efterspørgsel på kanarieøerne presser priserne op, men La Palma er uspoleret og ukendt og det giver gode priser. Vi kommer til at udbyde priser, der mest af alt minder om Egypten. Det er aldrig set i Spanien før, siger Peder Hornshøj.

Bravo Tours flyver direkte til La Palma fra oktober til april fra både Billund og København.Bravo Tours forventer at sende 10.000 rejsende til øen i løbet af sæsonen.