Golf på Den Dominikanske Republik

”En af verdens bedste golf destinationer”. Så kort kan det siges, og Den Dominikanske Republik har ofte fået denne kåring. Her ligger nogle af verdens bedste golfbaner helt ude ved kysten, og nu gør Bravo Tours det lettere at rejse til Den Dominikanske Republik direkte fra både Billund og København.

Golfbane på Den Dominikanske Republik

Rigtig mange golfbaner ligger lige ud til strand og vand på Den Dominikanske Republik.

I 2017 bliver det lettere at opleve en af verdens bedste golfdestinationer, Den Dominikanske Republik. Et rejsemål, der ud over kridhvide strande, lækre resorts og All Inclusive, også indeholder mere end 25 golfbaner – og hvert år dukker der nye op. Fra januar flyver Bravo Tours direkte til landet fra både Billund og København.

– Jeg har haft nogle af mine største golfoplevelser på Den Dominikanske Republik. Her spiller man bogstavelig talt ofte lige ved vandkanten på rigtig mange huller. Det giver sjove udfordringer til enhver og en fabelagtig udsigt, siger Peder Hornshøj, der er adm. direktør i Bravo Tours.

Den perfekte kombination

Bravo Tours har udvalgt de fleste hoteller i Punta Cana, og det er der en god grund til.

– Der er mange områder på Den Dominikanske Republik, men det er i Punta Cana, man lettest når flest golfbaner. Man kan lande i lufthavnen, nå ud til hotellet og slå ud på en time. Samtidig er det her, man finder de bedste strande, der lever op til de caribiske drømme, siger Peder Hornshøj.

Og netop strandene og de gennemsnitlige 30 grader indbyder også til andet end golf, og det er virkelig noget af det, som gæsterne efterspørger.

– Når man holder ferie i 14 dage på Den Dominikanske Republik, kan man både nå at spille golf mange gange, nyde den caribiske atmosfære og opleve livet på øen. Her er både spændende naturoplevelser, en af verdens ældste storbyer og fantastiske snorkel- og dykkermuligheder, siger han.