Efter en af de bedste maj-måneder nogensinde rent vejrmæssigt er danskerne nu ved at regne væk. Det har fået danskerne til tasterne og telefonerne – de vil ud at rejse.
Regn, regn og atter regn. Vejret har de sidste dage langt fra mindet om sommervejr – og så alligevel. En typisk dansk sommer byder sjældent på solskin hele ferien, og det får nu danskerne til at sætte kursen syd på.
– Efter en rolig maj med ubeskriveligt godt vejr, er danskerne nu blevet urolige for sommeren. De er jo ved at regne væk i flere dele af landet, og det får danskerne til at bestille årets sommerferie netop nu, siger Stig Elling, der er rejseambassadør og rejseekspert i Bravo Tours.
Han forklarer, at danskernes ganske enkelt holder for meget af sommerferien i forhold til at gamble med den og ende med dårligt vejr – som de fleste gjorde sidste år.
– Vi har rigtig mange, der ganske enkelt ikke vil risikere en sommer ligesom sidste år. Og derfor bestiller de lige nu sommerferie – 7 ud af 10 sommerrejser er allerede væk, og det går rigtig hurtigt i disse dage, siger han.