Rejseekspert: 100.000 danskere kommer til at gå forgæves

Danskerne flygter lige nu til sol og sommer. De vil væk fra det danske “sommervejr”. Fortsætter tendensen kommer mere end 100.000 danskere til at gå forgæves, vurderer rejseekspert.

Det er blot én måned siden, at danskerne rejste på charterferie for 1298,-, men nu stiger priserne, og pladserne forsvinder hurtigere end nogensinde før.

– Vi har allerede nu datoer med mange flyafgange, der er total udsolgt. Fortsætter danskernes rejselyst, så varer det ikke længe før rejsebranchen må melde udsolgt, siger rejseekspert hos Bravo Tours, Stig Elling.

Han vurderer, at mere end 100.000 danskere kommer til at gå forgæves denne sommer. Han ville ønske, at han kunne tilbyde flere pladser, men sådan fungerer det ikke.

– Der er hverken flere fly eller hotelværelser at få. Så der er ganske enkelt få varer på hylderne lige nu, siger Stig Elling og fortsætter:

– Og det, der er tilbage, bliver dyrere. Siden de første dage i ugen, har vi gennemsnitlig sat rejserne op med mere end 1.000 kr. pr. person. Selv Tyrkiet er blevet dyrere, siger han.

Bravo Tours har haft 34 % flere besøgende på hjemmesiden sammenlignet med sidste år, og selskabet har udvidet åbningstiderne til kl. 22.00 for at følge med.