Juli bød på regn og høje feriepriser, men selv om vejret ikke ser ud til at blive meget bedre foreløbigt, er priserne nu på vej ned i rejsebranchen.
I juli var det svært at finde en rejse til under 6-7.000 kr.. Alle danskere ville kort sagt væk fra den miserable danske sommer, og desperationen spredte sig hurtigt – det fik priserne til at holde sig på toppen. Helt anderledes ser det dog ud, hvis man kan rejse i august.
– Der er jo ikke helt så mange danskere der holder ferie i august som i juli, og derfor vil vi også opleve, at priserne falder. De er stille og roligt på vej ned i et helt andet leje, og kan man vente endnu en uges tid eller to med at rejse, så er der mange penge at spare, siger Peder Hornshøj, der er adm. direktør i Bravo Tours og fortsætter:
– Nu bliver det pludseligt muligt at finde rejser i den sidste del af august helt ned til 2.000 kr. pr. person – altså langt under det halve i forhold til en rejse i juli måned, siger han.
Han påpeger dog at de helt billige rejser kun vil være der i august, og at det danske “sommervejr” lige nu stadig øger efterspørgslen på rejser både her og nu, men også i både september, oktober og helt ind i vintersæsonen.
– Mange vil bare ned til sol og sommer. De længes efter varmen, og den fik de ikke, hvis de holdt ferie i Danmark i skoleferien. Derfor sikrer de allerede nu den næste ferie – har de gemt noget ferie, rejser de nu, mens mange allerede booker ferie og solgaranti til efteråret eller vinteren, siger han.