Endnu mere Egypten til danskerne

Marinaen i El Gouna

El Gouna er et af de nye områder, hvor danskerne kan rejse hen til vinter.

Øget efterspørgsel på rejser til Egypten fra danskerne får Danmarks 3. største rejsebureau til at udvide antallet af rejsemål i landet. Til vinter sætter de to nye rejsemål på programmet, nemlig El Gouna og Sahl Hasheesh.

I mange år har Egypten været blandt danskernes favoritdestinationer om vinteren, og nu er det for alvor tilbage på rejsekortet. Det har fået Bravo Tours til at se sig om efter flere muligheder ud over Hurghada, som de har haft på programmet i mange år.

– Til vinter får vores gæster to nye, spændende rejsemål at vælge i mellem. Begge er kendt som lidt mere eksklusive ferieområder, hvor der er fokus på det gode ferieliv og rigtig høj standard, siger Peder Hornshøj, der er adm. direktør i Bravo Tours.

El Gouna er bygget omkring små laguner, og de mange små kanaler i området skaber sin helt egen stemning, mens Sahl Hasheesh om muligt er endnu mere luksus og eksklusivitet.

– Det giver vores gæster mulighed for at kombinere rigtig høj standard med det, som Egypten er kendt for, nemlig gode strande, dykning og snorkling samt spændende historiske oplevelser, siger direktøren.

Bravo Tours flyver til de tre områder i Egypten: Hurghada, El Gouna og Sahl Hasheesh fra oktober til april fra både Aalborg, Billund og København.