Flere nye rejsemål i Thailand

Smuk strand og krystalklart vand med longtailbåd i Krabi

Krabi/AoNang er et af de rejsemål, man fra november kan flyve direkte til med Bravo Tours.

Tidligere på året åbnede Bravo Tours op for to nye rejsemål i Thailand, og nu udvider de endnu engang med to nye rejsemål allerede fra november. Denne gang sætter de Krabi/Ao Nang og Koh Lanta på programmet. Forklaringen er enkel; danskerne er vilde er med Thailand!

I februar var det Phuket. Så blev det Khao Lak. Og nu er det Krabi/Ao Nang og Koh Lanta, som danskerne kan rejse til direkte med Bravo Tours.

– Danskerne har elsket Thailand i årtier, og det er og bliver danskernes eksotiske favorit om vinteren. Derfor var beslutningen også ganske enkel, da Norwegian åbnede en direkte rute fra København – den vil vi selvfølgelig gerne give vores gæster muligheden for at benytte med vores gode hoteller og rejsegaranti, siger Peder Hornshøj, der er adm. direktør.

Han bakkes op af selskabets rejseambassadør Stig Elling, der bekræfter, at udvidelsen – ud over den nye rute – primært skyldes danskerne selv.

– Det er klart efterspørgslen, der bestemmer i dette tilfælde. Vores gæster og danskerne generelt kan bare ikke få nok af Thailand. De flyver gerne lidt længere for at få mere ferie, højere standarder og bedre service for pengene. Samtidig er de sikker på sommervejr og ikke mindst muligheden for mange spændende oplevelser, siger han.

Populære tilføjelser – men ingen udskiftning
Både Krabi/Ao Nang og Koh Lanta er to velkendte rejsemål i Thailand, men Peder Hornshøj forsikrer, det ikke bliver på bekostning af Bravo Tours’ eksisterende rejsemål i landet.

– Vi har været i bl.a. Hua Hin i over 10 år, og det er ikke et rejsemål, vi giver slip på, selvom der kommer nye ind. Det kan nemlig noget helt andet – for udover at kunne kombineres med Bangkok, er det også perfekt om sommeren modsat mange rejsemål i det sydlige Thailand. Her er man ikke på samme måde ramt af regntiden, siger han.

Han tilføjer i stedet, at Krabi og Koh Lanta nu giver danskerne mulighed for at flyve direkte til et ø-paradis, der minder om et lille stykke af et eksotisk paradis.

– De to rejsemål kan bare noget andet. De byder på de velkendte og smukke klippeformationer, hoteller i små bugter og så ligger de tæt på fx Phi Phi-øerne, som er en smuk oplevelse i sig selv. Og med den nye rute fra København, er det pludselig meget nemt at komme til Krabi, siger han.

Bravo Tours flyver direkte til Krabi fra november 2018-marts 2019.