Traditionen tro starter sommerferiesalget for alvor i januar. De første 14 dage tegner et klart billede af, hvor danskerne vil hen: de vælger de klassiske charterdestinationer til sommerferien.
Lige nu sikrer danskerne sig årets vigtigste ferie: sommerferien. Det helt store spørgsmål er, hvor ferien skal gå hen? Danskerne selv kender svaret – de tager det sikre valg.
– Det er Spanien, der står højest på ønskesedlen, når danskerne vælger rejsemål til sommer, siger Peder Hornshøj, der er adm. direktør i Bravo Tours.
Lige efter følger Grækenland, og der er også markant fremgang til Portugal og Bulgarien.
Han tror, forklaringen skal findes flere steder.
– Der er selvfølgelig noget tryghed. Der er sket meget i verden de seneste år, og det har fået danskerne til at vende øjnene mod Spanien og Grækenland. Men så er det også bare nogle dejlige steder at holde ferie – de har alt det, vi danskere søger: dejligt vejr, gode strande, gode hoteller og mange faciliteter, fortæller han.
Han spår, at Mallorca igen i år bliver bestselleren efterfulgt af andre spanske klassikere som Costa del Sol og Costa Almeria sammen med nyheder som Costa Dorada ved Barcelona og Costa Blanca ved Alicante. I Grækenland er det i særdeleshed Kreta, der brager derud, efterfulgt af Rhodos og de meget autentiske rejsemål Zakynthos, Kalamata og Tolo.
Og det går hurtigt med netop disse feriemål. Lige nu har Danmarks 3. største rejsebureau solgt 15 % mere sammenlignet med samme periode sidste år.